Nogle gange bliver man bare godt gammeldags glad, glad på en måde hvor man tænker “nå ja, det skal nok gå alt sammen”. Sådan havde jeg det allerede første gang jeg lyttede Mellow Yellow’s fire numre igennem. Fire numre, der viser, at trods hvad der er oppe i tiden af elektroniske tilføjelser og genre sammenkog inden for rockmusikken, så er der nogen derude, der stadig bare spiller ROCK.
Mellow Yellow, der består af Marcus Delfer (Guitar, Vokal) Rasmus Pram (Trommer) Mathias Brank (Bas, Vokal) og Jacob Freisleben (Keys, Vokal), leverer fire stærke bud på nytappet sen 60er/start 70er klassisk rock, tilsat deres egne små smagsvarianter, så det hele alligevel smager frisk og nyt. Ikke blot som kopier eller velmenende hyldester. Man kan sagtens fornemme forbilledernes indflydelse på musikken, der rummer fine ekkoer af tidlig The Doors, Deep Purple og Pink Floyd, men det tager aldrig overhånd.
Ofte når man nævner The Doors, så er det fordi en forsangers vokal minder om Jim Morrison’s, men det er “heldigvis” ikke tilfældet her. Marcus Delfer’s vokal lyder ikke rigtig som nogen af forbilledernes, men rummer nogen af de samme kvaliteter, og passer perfekt til de kompetente toner fra resten af bandet.
Første nummer er midttempo rockeren “Lenny The Owl”, klassisk halv-sumpet rock ‘n roll whisky hymne – man tænker tilrøget bluesbar, høj luftfugtighed og en hørm af mand. Det bliver aldrig kvælende, men tilføjer blot sangen det strøg af maskulinitet, som megen nutidig rock mangler i frustrerende grad. Bandet har tydeligvis fuldstændig styr på den potente drinks ingredienser, og doserer dem i helt tilpas grad, så ingen af delene får lov til at overskygge hinanden, eller dominerer smagen. I like this shit, hit me with another.
Næste rockshot er den mere afdæmpede og stemningsfulde “Before The Sunset”, der indledes med rolige tusmørketoner, før intensiteten langsomt bygger op og melodien folder sig ud. Igen er vi tilbage ved en klassisk rocklyd, men Mellow Yellow får lagt et eller andet ind i sangen, der gør at den samtidig klinger moderne, frem for som en bedaget efterligning. Det er ikke specielt kompliceret eller indviklet, ganske enkelt faktisk, men også ganske enkelt forbandet godt skruet sammen.
På de sidste to sange svinger Mellow Yellow musikken helt op i højeste gear, og jeg mener samtidig svinger som i “swinger”. “Stone Me, Baby” swinger på medrivende levende og vibrerende vis, som The Doors når de er i blueshjørnet – direkte ud i det ene danseben og sætter knipsefingrene i gang. Man er lidt forbløffet over, hvordan et forholdsvis ungt orkester kan lyde så modne og erfarne – både rent musikalsk, for der er ikke en finger at sætte på noget, men især også hvad angår lyden af et liv der bliver levet. Det lyder simpelthen som om Mellow Yellow har noget på hjerte når de spiller og synger, og i overbevisende stil får det til at skinne igennem på en sang, der sagtens kunne være skrevet af nogen der var 20 år ældre.
Det hele topper i sidste nummer, “Turn On, Tune In”, hvor tempo, tyngde og fornemmelsen af, at der er sjæl tilstede i musikken, får alt hvad den kan trække. Det kammer aldrig over for Mellow Yellow, de prøver ikke at presse for meget ind i numrene. heller ikke her, hvor andre bands måske ville miste overblikket og fylde for meget på. I stedet lader det til, at de kender deres begrænsninger, eller måske nærmere bare ved hvordan de bruger egne evner på den mest optimale måde. Et nummer der skriger efter at blive hørt live.
Og det er faktisk et gennemgående træk hos de fire sange jeg har hørt, de lyder som noget der gør sig endnu bedre live. Ikke at de på nogen måde fremstår tamme eller døde i studieudgaverne, faktisk lyder de overraskende livlige, men rockmusik, især af denne slags, får nu bare tilføjet endnu et niveau, når man får de sanseindtryk med, som kun en live koncert kan bidrage med.
Mellow Yellow bringer måske ikke noget afgørende nyt til det store, gamle rockbord, men i stedet for blot at efterligne deres inspirationskilder, så lader det til, at de formår at lade dem være netop det – inspiration. Forbillederne huserer tydeligt i lydbilledet, men bandet lykkes med at bruge dem til at frembringe musik, der lyder som deres egen. Meget mere kan man vel egentlig ikke forlange, eller håbe på, indenfor en genre der har så mange års musikhistorie på bagen?
Turn on, tune in – Mellow Yellow fortjener at blive hørt af ung som gammel, og spil det HØJT!
Anmeldt af Kodi (Anmeldelsen er i upcoming-kategorien og derfor ikke vurderet med stjerner).
Indtil der udkommer en EP (2013) kan du lytte til Mellow Yellow HER
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
